Påstanden om, at sult blandt de danske soldater var skyld i nederlaget i 1864, holder ikke vand, fortæller DR’s Detektor. Selv en velernæret dansk hær kunne ikke have vundet krigen.
Skal man tro Politiken, var sult blandt de danske soldater i stor grad årsag til nederlaget i 1864.
Af Jakob Bang Schmidt
Der er gennem årene blevet spekuleret i mange forskellige forklaringer på de blodige nederlag i 1864, der i år har 150 års jubilæum. En forklaring går på, at de danske soldater var i stort undertal, mens en anden går på, at soldaterne var dårligt udrustede.
Men skal man tro Politiken var mangel på mad til de danske tropper i stor grad årsag til nederlaget i 1864. Under overskriften: “Museumsinspektør: De danske soldater sultede sig til nederlag i 1864,” skriver avisen:
“Det viser sig nemlig, at danskernes store nederlag i stor grad skyldtes sult blandt soldaterne på fronten,” skriver Politiken.dk i artiklen fra den 18. marts.
Tomme maver var ikke afgørende
I artiklen citeres museumsinspektør på Dansk Landbrugsmuseum, Bettina Buhl, for at sige, at: “… Krigsministeriet kort efter krigen selv konkluderer, at de uheldige forhold omkring forplejningen var en væsentlig del af krigens uheldige udløb.”
Men den forklaring holder ikke, mener historiker ved Syddansk Universitet, Rasmus Glenthøj.
– Vi var oppe mod to af de største og mægtigste hære i Europa. Østrig og Preussen var jo stormagter i modsætning til Danmark. Så man kunne have haft verdens mest velforsynede hær, og den havde stadig ikke slået Preussen og Østrig, siger han til DR’s Detektor.
Detektor har talt med en stribe historikere, som alle fortæller, at der var problemer med forplejningen – særligt i begyndelsen af krigen. Men de understreger samtidig, at det på ingen måde var afgørende for Danmarks sviende nederlag.
Museum: Politiken strammer historien
Bettina Buhl fra Dansk Landbrugsmuseum fastholder, at dårlig forplejning var en væsentlig årsag til, at krigen fik sit uheldige forløb.
Men hun understreger, at museet ikke kan stå inden for den konklusion, Politiken drager i artiklen:
– Overskriften i Politiken kan efter vores opfattelse let forstås derhen, at det hovedsagligt eller alene var på grund af sult, at danskerne led nederlag i 1864, og det er forkert. Den fortolkning af historien kan vi ikke stå inden for, skriver hun i en mail til Detektor.
Politiken: Vi citerer museum
Politiken skriver i en mail til Detektor, at de ingen steder i artiklen påstår, at “sult alene var årsagen til danskernes nederlag.”
De påpeger, at de blot citerer museumsinspektør Bettina Buhl for at sige, at de danske soldaters mangel på forplejning var en væsentlig del af forklaringen på krigens udfald.
Hør mere om forplejningens betydning for krigen i 1864 i Detektor klokken 15:03 på P1 og klokken 21:00 på DR2
http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Oevrig_kultur/2014/04/23/112103.htm


Leave a Reply