Jeg tror, der er blevet sovet lidt dårligere hos nogle af Europas magthavere i nat.
I går erkendte Aleksandar Vučić sit valgnederlag i Serbien efter 12 år som landets dominerende leder. En bevægelse med udspring blandt studerende gjorde det, som længe virkede næsten umuligt.
I april blev hans gode ven Viktor Orbán sendt ud af regeringskontorerne i Ungarn efter 16 år ved magten.
Det gør mig glad. Og det giver mig håb.
Begge har i årevis fået deres greb om magten til at virke urokkeligt. Men jeg tror, at netop den følelse kan blive en magthavers største svaghed. Man holder op med at lytte. Kritik bliver betragtet som et angreb. Og efterhånden begynder man at opføre sig, som om landet er ens eget.
Indtil vælgerne får nok.
Man kan tale nok så højt om nationens storhed og fjenderne udefra. Det hjælper bare ikke meget, hvis folk oplever, at deres egen hverdag står stille, mens magten bliver mere optaget af sig selv. I Ungarn var økonomien og levestandarden centrale grunde til, at vælgerne vendte Orbán ryggen.
Og vreden får først for alvor betydning, når folk tror på, at noget kan blive anderledes. Det lykkedes de studerende i Serbien at skabe den tro – og få mennesker langt uden for universiteterne med sig.
Nu må turen komme til Robert Fico i Slovakiet.
Han står foran et parlamentsvalg i 2027 med en koalition præget af interne stridigheder og et spinkelt flertal. Jeg håber, at vælgerne giver ham samme besked.
Som liberal glæder jeg mig over, når mennesker insisterer på deres ret til at sige magten imod. Også når den virker overmægtig.
Vučić og Orbán har fået deres påmindelse. Fico må gerne begynde at pakke.
Burimi/Faceboo


Leave a Reply