Ved en fejl har cirka 180 elever på syv forskellige skoler set 10. klasses afgangsprøverne. Undervisningsministeriet har fundet frem til de pågældende elever.
Undervisningsministeriet har haft gang i en større undersøgelse af, hvor meget lækket har spredt sig til 10. klasses-eleverne rundt om i landet. © DR
Af Ulrik Stadler Bang
Undervisningsministeriet har sat den helt store undersøgelse i gang for at finde ud af, hvilke elever på hvilke skoler, der har haft kendskab til årets eksamensopgaver i 10. klasse, efter at prøverne er blevet lækket.
– Der er tale om i alt 180 elever på syv forskellige skoler, der har set prøverne. Alle eleverne på sportsefterskolen SINE har set prøverne, derudover har andre 30 elever set prøverne, siger kontorchef i Undervisningsministeriet Rasmus Vanggaard og tilføjer:
– Vi føler os ret sikre på, hvilke personer, der er tale om på hvilke skoler. Vi har været i kontakt med de involverede skoler, og de har talt med alle de elever, der har haft kendskab til prøven, siger Rasmus Vanggaard.
Enkeltpersoner har sendt til enkeltpersoner
Rasmus Vanggaard fortæller, at ministeriet har brugt ressourcer på at forfølge sporet led for led, hvem der har sendt afgangsprøverne til hvem, og om der er blevet delt noget på de sociale medier.
LÆS OGSÅ Lærer har udleveret eksamensprøver til elever ved en fejl
– Det er enkeltpersoner, der sender til enkeltpersoner. Og alle skolerne har været i kontakt med de elever, der har gjort det, siger Rasmus Vanggaard.
Simpel menneskelig fejl
Det vart en simpel menneskelig fejl, der er årsag til, at 10. klasses afgangsprøverne i skriftlig dansk, engelsk, matematik og tysk er blevet givet til en elev på sportefterskolen SINE i Sønderjylland.
I stedet for at oplyse om fejlen, valgte eleven i stedet at dele opgaverne med andre elever. Og siden er prøverne så blevet spredt til en hel masse andre elever.
Ikke generelt brud på reglerne
De tre af de eksamenerne er gennemført, og den sidste er skriftlig tysk, der skal afholdes i dag. Og det vil blive med de opgaver, der hele tiden har været planlagt.
– Vi har skullet finde ud af, om der var tale om et generelt brud på sikkerheden omkring prøverne, eller om der er tale om nogle enkelte personer. Og her er der tale om nogle enkelte personer, siger Rasmus Vanggaard.
Får ikke konsekvenser for de 30.000 elever
Rasmus Vanggaard bekræfter, at politiet har været indblandet i sagen. Og han siger, at det er ledelsen på de konkrete skoler, der skal vurdere, hvilke sanktioner der skal til over for de pågældende elever.
For resten af landets 30.000 10.klasses-elever får lækket ingen konsekvenser.
http://www.dr.dk/Nyheder/Regionale/Syd/2014/05/09/054512.htm
Leave a Reply