I et nyt udspil har K afsat tre milliarder kroner til at reducere topskatten med seks procentpoint i år 2015.
Konservative kræver skattelettelser på topskatten. © DR
Af Patrick Boje Jensen
Konservative kræver, at skattelettelser på topskatten kommer i spil under forårets vækstforhandlinger med regeringen.
Det skriver Berlingske.
Partiet foreslår i et nyt udspil at afsætte tre milliarder kroner til at reducere topskatten allerede i 2015. Ifølge Berlingske er det nok til at sikre den konservative mærkesag om, at ingen må betale mere end halvdelen af den sidst tjente krone i skat.
– Det skal kunne betale sig at arbejde, så vi får et mere konkurrencedygtigt samfund,« siger partiets leder Lars Barfoed til Berlingske.
Han erkender dog, at det ikke bliver nemt at overtale den nuværende regering til dette.
Corydon siger nej
Og finansminister Bjarne Corydon er da heller ikke imødekommende over for K-forslaget.
– Jeg synes ikke, det er rimeligt, og derfor bliver det heller ikke indført. Opgaven er jo at skabe nogle arbejdspladser med en lang række forskellige midler. Det her ser jeg som gammeldags borgerlig fordelingspolitik og ikke så meget andet, siger han.
Både Venstre og Konservative er enige om, at væksten i de offentlige udgifter skal holdes i ro de næste mange år, så der bliver flere penge til at lette skatten for borgere og virksomheder.
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2014/04/07/231733.htm
Leave a Reply