“Jeg elsker DR og dommernes selvironi – skal man slå et stort brød op, så skal man dælme gøre det ordentligt!” Stephanie blogger om dagens program.
Dommerne drukner i Herning og skidt talent i årets første X Factor program. Her får du sidste års deltager Stephanies mening. © DR
Af Stephanie Ravn
Det er 2014, det er fredag, kl. er 20:00, og endelig skal vi til det. En ny sæson, et nyt kuld, en ny fornemmelse. Kan Danmark levere talent for 7. år i træk?
Sådan én sidder jeg med. En ny fornemmelse. Nemlig én underlig én af slagsen. Jeg har alle dage været fan af programmet, og især af de første udsendelser, hvor alt talent er uforbeholdent råt. Deraf den underlige fornemmelse, for hvor VAR talentet? Og hvor råt skal talent være for at man kan arbejde med det?
Dramatisk intro og kongekommentarer
Jeg forelsker mig helt til at starte med i flyveren, og den meget prætentiøst dramatiske intro… “X-force One” – hvor vildt kan det blive… Jeg elsker DR og dommernes selvironi – skal man slå et stort brød op, så skal man dælme gøre det ordentligt! Så lad os se at få det bagt også. Jeg sidder lidt for mig selv og griner af den kære Remee, der nu er så international at X-factor skal udtales med engelsk accent, jeg glæder mig over at Blachmann er præcis lige så selvhøjtidelig som altid, og elsker den iver Lina lægger for dagen.
Til gengæld er de i topform med kommentarerne, og jeg føler mig ærlig talt mest underholdt af dommerne frem for deltagerne. Blachmann er tydeligt i sit es og leverer flere perler i aftenens udsendelse. Selvom jeg er jyde, elsker jeg hans comeback til Nanna, der konstaterer, at mange tror Jylland bare er én stor mark. “Det ligner det bare, når man kører igennem det.” Jeg kan dog heller ikke lade være med at grine, når han siger til Solveig, at hun er fantastisk dygtig til at vælge sange… og så smadre dem lige bagefter. Tørt, temmelig tarveligt – og temmelig meget det, vi alle sammen elsker at høre ham sige, eller elsker at hade, at han siger.
Lang vej hjem!
Dommerne holder et krisemøde, og det forstår jeg. For vi har godt nok lang vej hen til bageren, hvis vi skal nå at få bagt det brød! Efter at have set en halv times X-Factor, gennemgående præget af elendighed, er den synkende Titanic skude helt på sin plads. Den 16-årige Martin, der ikke imponerede mig synderligt, og en ung, lidt mere imponerende, Henriette, er de eneste der er gået videre. Og selvom hele Herning konceptet er vildt sjovt, så kan jeg næsten ikke rumme indslaget om Lupiters. Jeg elsker dog, at Remee synes det lyder som en kønssygdom. Vi har at gøre med en smartass af den helt store kaliber, der velvilligt stiller sig op og sviner samtligt nutidigt rap, og taler om hvor utydeligt og ubetydeligt han synes det er. Kammeraten hedder DJ, fordi han er DJ. Han er sgu temmelig lige til.
Paradokset er, at jeg slet slet ikke forstår hvad Mr. smartass rapper om, men jeg har ingen problemer med at forstå Eminem. Det er dog rigtig rart at se ham gå igennem den uundgåelige ærefrygt der opstår, når man står i audition lokalet. Den lille dreng, der bor nede i hans mave, kommer pludselig til udtryk, og han vinder mig lidt ved nærmere bekendtskab. Han har været igennem møllen, fået sit ja, og X-factor har groundet ham. Hans DJ kammerat er jeg lidt tosset med, for her har vi en ægte ven – og Mr. Smartass skal være rigtig glad for at have ham i sit liv.Vi bliver kørt igennem hestemanden Kaj, med hestetænder, en duo der ikke ved hvorfor de er der, en helt ny version af Anne Linnet (og ja, Remee, det lød helt sikkert bedre i hendes hoved), og jeg føler, jeg får en oplevelse af, hvor lang en audition dag kan være for de kære dommere.
JEG FLYTTER TIL THY!
Endelig sker det! Lucy træder ind i lokalet, og jeg er tryllebundet… Indslaget om hende er fantastisk, og jeg sidder allerede og synes hun er sød og dejlig. Jeg kan bare mærke at der kommer noget godt ud af det. Mest på grund af hendes tilgang til musikken. “Sangene betyder noget for mig, men det vil jeg helst ikke sige, for det kan være de betyder noget helt andet for dig” – her har vi altså fat i en ung dame, der har fat i essensen af musik. I hvert fald efter min smag. Da hun går i gang, er jeg vil med skævheden, med tonen, med den engelske udtale – og med teksten. En lille unik perle, og jeg kaster en laber larve på mit fjernsyn da Blachmann stopper hende. Det havde hun ikke fortjent. Ja’et var til gengæld på sin plads, og jeg glæder mig til at se, hvad hun leverer næste gang vi ser hende.
“Så skal man lade være med at komme”
Indslaget om Pernille, forekommer mig lidt langt. Og det er indslag som disse der, ganske som X Factor reklamen, deler vandende omkring programmet. For mig er det en splittet følelse der opstår. For ååh hvor jeg kender fornemmelsen af at gå ud med oprejst pande, tage det let, og så blive fanget af skuffelsen og tårerne bagefter. Men jeg bliver også lidt træt, når vi skal se Lina kramme hende, selvom jeg sidder med en følelse af selv, at have lyst til at give hende et knus. Men Blachmann har ret – så skal man lade være med at komme, hvis ikke man er parat til afslaget. Og Pernille, hvis du læser det her – så skal du bare øve dig, og tage nogle sangtimer – jeg kom først med i X Factor 3. gang, jeg stillede op!
Søren slutter af, og markerer for fuld skrue, hvor lang en dag det har været.. Pyyha – jeg savner godt nok talentet, og ser i den grad frem til næste fredag. Gad vide om vi får bagt brødet der?
http://www.dr.dk/DR1/xfactor/Blog/2014/0103173535.htm
Leave a Reply