Det er helt hul i hovedet, at de Konservative blokerer for en folkeskolereform, mener Danske Skoleelevers formand. Også forældrene og skolelederne ærgrer sig.
06. JUN. 2013
Danske Skoleelevers formand Agnete Vienberg Hansen.
Af Theis Lange Olsen
Når de Konservative blokerer for en folkeskolereform, fordi partiet ikke kan affinde sig med tvungne lektiecafeer, er det fuldstændig hul i hovedet.
Sådan lyder det fra Danske Skoleelevers formand, Agnete Vienberg Hansen.
LÆS OGSÅ Barfoed smidt uden for døren
– Det er ikke i orden. De udskyder jo vores nye skole. Vi har ventet på det her, siden regeringen trådte til. Vi må gøre noget ved den danske skole nu, siger hun til DR Nyheder.
Ifølge DR Nyheders oplysninger forhandler de øvrige partier i folkeskoleforliget videre, men uden de Konservative vil en aftale ikke kunne gennemføres før efter næste valg.
Elever kan ikke rummes
Danske Skoleelever understreger, at de sammenbrudte forhandlinger betyder, at mange elever i folkeskolen ikke kan få opfyldt deres behov.
– Vi har en god skole, men den er ikke god nok. Vi har elever, der ikke laver noget og ikke kan rummes. Vi kunne have fået en aktiv og spændende dag, og nu udskyder man det. Det er helt hul i hovedet, siger Agnete Vienberg Hansen.
LÆS OGSÅ VIDEO: Barfoed forklarer sammenbrud i skoleforhandlinger
Hun forstår ikke K-formand Lars Barfoeds argument om, at de tvungne lektiecafeer skulle indskrænke familiernes frihed.
– Han har ikke en pointe. Med en mere aktiv dag, som der blev lagt op til, ville det jo være fedt at gå i skole i flere timer, siger Agnete Vienberg Hansen.
Folkeskolen mangler resultater
Også formanden for Skole & Forældre, Mette With Hagensen, er skuffet over, at udsigten til en folkeskolereform nu er blevet markant længere.
– Det er rigtig, rigtig ærgerligt. Da regeringen tiltrådte, sagde den, at nu skal vi gøre noget. Mange parter er blevet involveret, og vi har holdt mange møder. Og langt de fleste er jo enige om, at vi har brug for forandring og udvikling i folkeskolen. For det, vi gør nu, giver ikke gode nok resultater for vores børn, siger hun.
De store stridspunkter i forhandlingerne om folkeskolereformen er antallet af timer, eleverne skal opholde sig på skolerne, og tilbuddet om lektiehjælp.
Skoleledere: Vi mister to år
Formanden for de danske skoleledere, Anders Balle, opfordrer kraftigt til, at politikerne finder en løsning og forhandler en reform på plads. Sker det ikke, vil der først om to år komme forandringer i den danske folkeskole.
– Det er så ærgerligt, at forhandlingerne er brudt sammen. Jeg vil kraftigt opfordre dem til at genoptage dem. Vi har ikke råd til at miste to år, så jeg har lyst til at sige: tag jer nu sammen. Jeg ønsker timetallet så højt op som muligt. Men når det kommer til at handle om obligatorisk lektiecafe eller ej, så mener jeg det er politisk spilfægteri, siger Anders Balle.
Han påpeger, at et udvidet timeantal vil give skolerne den ro, der er nødvendig for at opfylde alle elevers behov.
– Vi trænger så meget til mere rum i folkeskolen. Der er brug for, at vi tydeligere rammer den enkelte elev, lige nøjagtig der, hvor eleven er. Og det er svært, når vi ikke har det fornødne timetal, siger Anders Balle.
Se hele interviewet med Agnete Vienberg Hansen i videoen i toppen af artiklen.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2013/06/06/06155040.htm
Per”Alba – Dansk” Shkodrani



Leave a Reply