Lad os sammen lave en bedre folkeskole’ er budskabet fra lærere over hele landet, og som her i Slangerup. Foto: BM
Som slutspurt i forhandlingerne om stor folkeskolereform skyder lærere over hele landet gang i en protestkampagne mod den tvungne heldagsskole. Overalt i Frederikssund kommune var lærerne ude med bannere torsdag morgen
Af Birgitte Masson
Færre lærere, færre penge til folkeskolen og færre forberedelsestimer, men til gengæld en længere skoledag for eleverne.
Sådan kan regeringens udspil til en ny skolereform ridses op i grove træk.
Og det er noget, som lærere over hele landet er alt andet en begejstrede for, lærerne i Frederikssund Kommune er ingen undtagelse.
Gennemføres en ny skolereform kommer det i følge lærerne nemlig til at betyde, at de får mindre tid til at planlægge undervisningen, mindre tid til den enkelte elev, mindre tid til at håndtere trivselsproblemer i klasserne og mindre tid til dialog med forældrene.
For at gøre forældrene opmærksomme på problemet var man over hele landet i aktion torsdag morgen. I Frederikssund Kommunes kreds 37 var henved 200 lærere stået ekstra tidligt op, for at nå at fange forældrenes opmærksomhed med bannere og flyers.
“Vi er nødt til at sige fra overfor planerne om at gennemtvinge mere undervisning i folkeskolen på bekostning af forberedelsen. Undervisning, som er dårligt forberedt, vil ikke være til gavn for eleverne. Forskningen siger entydigt, at det er kvaliteten, der er afgørende for elevernes udbytte af undervisningen – ikke kvantiteten,” lyder det fra kredsformanden i Frederikssund Regitze Flannov, som uddyber det ved at sige:
“Tvungne heldagsskoler vil betyde en stor forskel i den enkelte elevs hverdag og dermed også i familierne. Det er vigtigt, at forældrene kender regeringens planer om at gennemføre tvungne heldagsskoler over hele landet”.
Da morgenens aktion var slut, og klokken havde ringet ind til time, var tilbagemeldingerne de samme over hele linjen:
“Det er gået rigtig godt. Alle har samstemmende fortalt, at der har været en fantastisk stemning, både med hensyn til lærernes engagement, men også fra forældrenes side,” fortalte Regitze Flannov.
“Det her er jo ikke bare en sag for lærerne mere. Det er en sag for hele folkeskolen. Og der er i det hele taget ved at blive mobiliseret en mere bred folkelig interesse for, at vi kan få mere kvalitet i skolerne”, siger Regitze Flannov.
Frederikssun Lokalavisen
Per”Alba – Dansk” Shkodrani



Leave a Reply