Den mand, der fredag blev skudt af politiet, nåede ikke til bevidsthed og kunne derfor ikke afhøres, oplyser Politiklagemyndigheden.
Den dræbte 48-årige mand blev ramt af politiets kugler natten til fredag i Slagelse og afgik ved døden søndag. Foto: Kristina Herlev Wulff © DR Sjælland
Af Sune Gudmann Christiani
Manden, der søndag aften døde af skud fra politiet, nåede ikke at give sin forklaring til Den Uafhængige Politiklagemyndighed. Manden blev ramt af politiets skud i Slagelse i sidste uge.
– Vi har ikke nået at afhøre den dræbte. Det er jo tragisk, men hans forklaring nåede vi ikke at få, siger Kristian Palmann Jensen, chefkonsulent ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed, der efterforsker politiets rolle i sagen.
Den dræbte 48-årige mand blev ramt af politiets kugler natten til fredag i Slagelse. Han var blevet smidt ud af et værtshus, hvilket han blev vred over og trak en kniv.
LÆS OGSÅ 48-årig er død efter politiskud i Slagelse
Øjenvidner har til forskellige medier fortalt, at manden nægtede at lægge kniven, da politibetjente gav ham besked på det. Det fik betjentene til at affyre varselsskud, hvorefter de skød mod den 48-årige mand, der blev ramt i lysken.
LÆS OGSÅ Hvornår må politiet skyde?
Ikke ved bevidsthed
Ifølge politiklagemyndighed var den dræbte ikke i stand til at blive afhørt.
– Fordi han ikke var ved bevidsthed. Han var ikke egnet til afhøring på noget tidspunkt, frem til han afgik ved døden, siger Kristian Palmann Jensen.
Videooptagelse ved bar
Hvad kan det betyde for efterforskningen, at han ikke blev afhørt?
– Det kan jeg ikke udtale mig om. Det vil være gisninger. Jeg ved, at vi har vidner til episoden, og at der er noget videooptagelse. Der er en videooptagelse uden for det her værtshus, men jeg ved ikke hvad der er på den, siger Kristian Palmann Jensen.
LÆS OGSÅ Hvornår må politiet skyde?
Nøjagtig hvor mange vidner, der var til stede, eller om de overværede skuddet eller optakten, vil Den Uafhængige Politiklagemyndighed ikke udtale sig om.
– Der sker noget i efterforskningen hele tiden, men det er ikke noget, vi melder ud. Det holder vi tæt ind til kroppen, siger Kristian Palmann Jensen.
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2014/01/20/150336.htm


Leave a Reply