Der er nu 531 virksomheder, organisationer og foreninger, der har skrevet under på mangfoldighedschartret. Det vidner om stor opbakning til en dagsorden, der ser mangfoldighed som en styrke for byens indbyggere og virksomheder. Tak for jeres engagement og opbakning.
Underskriverne på chartret kommer både fra det private og det offentlige område og tæller globale virksomheder som Mærsk, Carlsberg og ISS sammen med Grundtvigs Dyreklinik i Københavns nordvestkvarter. De er vidt forskellige, men har en fælles overbevisning om, at mangfoldighed i arbejdslivet er en styrke, der gavner både indtjening og trivsel.
Som politisk chef for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen er det min målsætning at gøre København til Europas mest inkluderende storby inden 2015, fordi mangfoldighed og vækst går hånd i hånd.
Det er en kendt sag, at der kommer noget godt ud af at sætte forskellige kloge hoveder sammen. Én plus én bliver til tre. Nye ideer kommer på banen. Innovation fører til nye produkter eller smartere måder at gøre tingene på.
Men mangfoldighed er ikke forbeholdt videns- og forskningstunge organisationer. Også driftsvirksomheder har gavn af forskellighed. En forholdsvis ny undersøgelse lavet af revisionsfirmaet PwC og INNOVERSITY dokumenterer, at teams med en mangfoldig sammensætning i forhold til alder, køn og etnicitet klarer sig bedre og tjener flere penge end de teams, hvor medlemmerne ligner Anders Ands tre nevøer. Undersøgelsen er baseret på et forskningsstudie hos servicevirksomheden ISS og er den hidtil eneste af sin art i Danmark.
Det er for at udbrede viden og erfaringer med mangfoldighed, at vi nu lancerer et nyhedsbrev til de virksomheder og organisationer, der har sat deres underskrift på chartret. I det første nummer er der cases og erfaringer fra bl.a. Carlsberg, Københavns Lufthavne og SimCorp.
Nyhedsbrevet, der vil udkomme tre gange om året, vil indeholde artikler med både aktuelle forskningsresultater og konkrete erfaringer med, hvordan man i praksis arbejder med mangfoldighed.
Mangfoldighedsledelse er en forholdsvis ny ledelsesdisciplin. Men der er allerede udviklet redskaber, der er baseret på viden om, hvad der virker. Både når det handler om at rekruttere og sammensætte teams for at opnå bedre resultater og opnå større tilfredshed blandt medarbejderne.
Det er mit håb, at nyhedsbrevet vil inspirere jer til at arbejde systematisk med mangfoldighed.
Bedste hilsner
Anna Mee Allerslev
Beskæftigelses- og integrationsborgmester
blanddigibyen.dk
Per”Alba – Dansk” Shkodrani



Leave a Reply