Albanien – den bedste del af Middelhavet

»Albanien!«
»Hvad med det?«
»Albanien, det er sagen,« svarer min nye ven Ken.
»Hva´ snakker du om?« spørger jeg.
»Albanien,« svarer Ken.
»Det er helt fantastisk.«
»Hva´ mener du?« spørger jeg.
»Det skal du selv opleve,Christian,« svarer Ken.
»Nu er du lidt dum at høre på, Ken.«

Af Christian Adamsen, vagabond

Men uanset ovenstående samtale og alverdens skepsis, gik der ikke lang tid, før jeg sad i en flyver på vej til Tirana sammen med min nye ven Ken B.
Alt, hvad der er ‘fantastisk’, tiltrækker heldigvis fortsat min nysgerrighed. Jeg ved godt, at de tre B’er venter på mig: betonkommunisme, 700.000 bunkere og burkaklædte kvinder. Dette er trods alt landet i Europa med mere end 70 procent muslimer. Landet, som Enver Hoxha styrede benhårdt og 100 procent diktatorisk frem til sin død i 1985. Landet, som har været totalt isoleret fra omverdenen, indtil pyramidespil fik landet til at bryde sammen, og bådflygtninge i tusindvis strømmede til Europa via Italien.

Vi glider let og ubesværet gennem Tirana Lufthavn og ud til en taxi, som kører os direkte til hotellet. Reservationerne stemmer, og i løbet af 40 sekunder har vi vores værelsesnøgle. Op med kufferten og ud i Tirana for at leje en bil og se på, hvad byen ellers har at byde på.

I slutningen af maj er klimaet yderst venligt, og iført jeans og t-shirts bevæger vi os ind i centrum af hovedstaden, hvor vi finder tæt besatte cafeer, gode restauranter og tjekkede barer med klik-klak-lydene fra de unge kvinders stilethæle. Mit indre billede af Albanien harmonerer på ingen måde med virkeligheden, og i løbet af 14 sekunder må jeg give slip på mine fordomme. Tirana er en pulserende hovedstad, som giver den maks. gas, uanset hvilke fordomme, jeg møder op med. Tirana er en forholdsvis ny by, grundlagt i 1614 af Sulejman Pasha fra Mulleti, som byggede en moske, et tyrkisk bad og en bager. Mere kompliceret gjorde man ikke tingene dengang: Et sted til at bede, et sted til at bade og et sted til at spise. Sådan venner, så kan I godt bosætte jer. Da byen i 1920 blev udråbt til hovedstad, blev italienske byplanlæggere og arkitekter importeret i stor stil.

Den flotte Scanderberg Plads, de ministerielle bygninger, Nationalbanken, ja, selv Rådhuset blev bygget af italienere og bidrager til at give byens centrum middelhavsatmosfære. I kvartererne rundt om Scanderberg-pladsen ligger mange cafeer, barer, restauranter og butikker. Specielt skobutikker florerer i en grad, der
sætter selv Milano i skyggen.

Efter et døgns tid i hovedstanden sætter vi kursen sydover i vores lejede bil. Vi har kun kørt en halv time ad motorvejen da vi bliver vinket ind af den halvfede uniformerede politibetjent med pistol, stav, lygte, walkie-talkie og kors, bånd og stjerner. Jeg når lige at sige til min nye ven Ken, at ‘hvis han prøver på det mindste, så vil jeg for evigt sagsøge Albanien’, inden betjenten forsigtigt banker på ruden. Min nye ven ruller ruden ned, politibetjenten stikker sin hånd ind, tænder for lyset på bilen og vinker os videre med et smil. Sådan!

Sarande – en aktiv havneby Vi ankommer til Sarande sent om aftenen og tjekker hurtigt ind på Hotel Porto Eda, som ligger helt ned til havnen.
Værelserne er gode med balkon ud til havnepromenaden, og med en pris på 100 kroner for et dobbeltværelse per nat er det svært at få armene ned igen. Vi er trætte og godt banket igennem efter den lidt voldsomme køretur, men de mange familier, som promenerer langs havnen i bedste middelhavsstil, og udsigten ned over den smukke havnefront fra værelsets balkon, bringer hurtigt energien tilbage.

Sarande er en aktiv havneby med 32.000 indbyggere og regnes for at være Albaniens fremmeste turistdestination. Under Hoxha´s styre blev der opført en grim betonklods af et hotel, som ligger en kilometers penge uden for byen, og her fik arbejdere, som udmærkede sig, lov til at tage på ferie. I dag benyttes byen specielt til hvedebrødsdage af albanerne selv, men den tiltrækker også en stor mængde turister fra Grækenland og fra Korfu, som kun ligger to sømil væk. På trods af dette er byen gennemført hyggelig og charmerende og minder mest af alt om en italiensk havneby i midten af 1960’erne. Gang i nattelivet I behørig gåafstand fra havnepromenaden ligger der et par natklubber. I bedste vesteuropæiske stil er der skruet helt op for techno-musikken og dæmpet godt for lyset. De unge mennesker giver den gas på dansegulvet, og alkoholen flyder frit. Men der er ingen slagsmål, ingen der skubber eller kigger skulende på hinanden, ingen stoffer – og pigerne kan gå i fred. Vi kigger lidt forundret på hinanden og krydser alt, hvad vi har, for at den kommende turistbølge fra Vesteuropa ikke vil ødelægge festen.

Tilbage på havepromenaden har børnefamilierne trukket sig tilbage, restauranterne er
lukkede, og barerne har fulde huse. Skønt det er lørdag aften, drikkes der med måde. Der er ingen, der råber og skriger eller opfører sig tosset, og ved to-tiden om natten går de fleste gæster stille og roligt hjem. Udflugter Sarande er grundet sin naturlige og historiske beliggenhed en oplagt base for en stor mængde af udflugter. En lille time i bil syd for Sarande ligger den antikke by Butrint ud til Butrint-søen og Vivar-kanalen. Det var her, den eneste overlevende fra Troja, Enea, bosatte sig og fik sine to sønner Remus og Romulus, som ifølge myten grundlagde Rom. Senere kom romerne tilbage i skikkelse af Julius Cæsar. Men den eneste egentlige katastrofe, Butrint har været udsat for, var i 1997, da Albanien så at sige gik bankerot, og massive plyndringer truede med at nedbryde hele stedet. Regeringen greb beslutsomt ind, og med den nødvendige kapital og arkæologer er museet genåbnet og står nu på UNESCO World Heritage Site. Vejen til Butrint fra Sarande blev først bygget i 1959, ene og alene fordi Nikita Khrushchev skulle se stedet, nu han var der.
Vivar-kanalen går helt ud til Det Ioniske Hav i Middelhavet, og hele området er et floddelta med frodige marker, middelalderborge, venetianske borge og andre seværdigheder. To ledige liggestole Både nord og syd for Sarande er der en mængde små bugter, som i nogle tilfælde blot huser en fisker, hans hus og hans båd, i andre tilfælde et mindre hotel med seks værelser og restaurant og ‘privat strand’. Vi gør holdt i en lille bugt syd for Sarande, hvor Stauros, en albaner med græske aner, har nyopført et lille hotel med restaurant.
Stauros serverer frokost, med friskfangede grillede fisk, græsk salt, brød og kolde øl. Min ven konstaterer tørt, at det er første gang, han har været på en strand, hvor der kun er to liggestole – og de er ledige. Disse ‘øde strande’ er egentlig de bedste udflugter, man kan foretage i området omkring Sarande, men det kræver en udlejningsbil. På vej hjem gennem Tiranas Lufthavn smiler tolderen til mig. Jeg kigger overrasket på ham, men han siger blot, som var det det naturligste i verden for en tolder: »Jeg håber, at De havde et behageligt ophold, og at vi snart ser Dem igen.« For første gang i 47 år er jeg tæt på at blive mundlam, men jeg får alligevel fremstammet: »Det kan De roligt regne med, jeg kommer tilbage.«
Hold op, hvor jeg elsker det land.

24timer.dk