
Mandag aften afholdes der mindehøjtideligheder flere steder i Danmark. I København forventes mange tusinde at deltage.
Mange mennesker har allerede lagt blomster ved Krudttønden i København. Mandag aften afholdes en stor mindehøjtidelig udenfor kulturhuset på Østerbro i København. Foto: Claus Bjorn Larsen © Scanpix
Af Søren Bjørn-Hansen
Tre dræbte og fem sårede er resultatet af det seneste døgns angreb i København. Mandag aften forventes tusinder af danskere at møde op flere steder i landet for at mindes ofrene.
– Vi har valgt at sige, at det her handler om at stå samen. Det er ikke et politisk arrangement, siger Lars Aslan Rasmussen (S), en af medarrrangørerne af mindehøjtideligheden.
Danmark flager samtidig på halv stang i hele landet i morgen.
LÆS OGSÅ Danmark flager på halvt mandag | Nyheder | DR
Tusinder mødes i København
I København inviterer alle politiske partier i borgerrepræsentationen til en mindehøjtidelighed ved kulturhuset Krudttønden på Serridslevsvej, mandag aften kl. 20.00.
– Det bliver et arrangement med både taler og musik, siger Lars Aslan Rasmussen (S) til DR Nyheder.
På Facebook-siden for mindehøjtideligheden har over 12.000 mennesker allerede tilmeldt sig.
– Hele det officielle Danmark kommer. Ambassadører, den svenske statsminister og folk fra hele landet har også givet til kende, at de kommer i aften, siger Lars Aslan Rasmussen.
Paris’ borgmester, Anne Hidalgo, er på besøg i København mandag morgen, men vil ikke deltage i mindehøjtideligheden. Frankrigs ambassadør, Francois Zimeray, bliver i stedet landets officielle repræsentant.
Det var Krudttønden, der lørdag blev angrebet af en enlig bevæbnet mand. Han skød og dræbte filminstruktøren Finn Nørgaard og sårede tre politibetjente.
LÆS OGSÅ Sådan taler du med dine børn om skyderierne | Nyheder | DR
Rådhuspladsen i
Aarhus
Ofrene for angrebene lørdag bliver også mindet i Aarhus.
Kl. 18.00 afholdes en mindehøjtidelighed på Rådhuspladsen i byen. Ved arrangementet holder borgmester Jacob Bundsgaard og forsvarsminister Nicolai Wammen bl.a. tale.
– Det er en mulighed for at udtrykke den sorg og medfølelse, som vi alle har, siger Jacob Bundgaard til DR Nyheder.
Mindehøjtideligheden har flere Facebook-sider. Indtil videre har mindst 100 mennesker tilmeldt sig.
Flere mødes på Fyn
En gruppe på det sociale medie Facebook inviterer også til mindehøjtidelighed i den sydfynske by Svendborg.
Begivenheden finder sted kl. 19.00 på Torvet i byen. Det er Enhedslisten i Svendborg, der inviterer, men de ønsker en stille og politisk bred højtidelighed.
I skrivende stund har 86 mennesker tilmeldt sig på Facebook.
I Odense afholdes mindst en mindehøjtidelighed. Facebook-gruppen har valgt at afholde begivenheden på lørdag kl. 15.33, tidspunktet for angrebet på Krudttønden.
Ofre mindse også i Esbjerg og Berlin
En mindehøjtidelighed i Esbjerg er også annonceret på Facebook. Der vil være mulighed for at tænde et lys og lægge en blomst.
Folketingsmedlem Mike Legarth (K) og en repræsentant fra Socialdemokraterne vil blandt andet være til stede.
En anden Facebook-gruppe inviterer til en mindehøjtidelighed udenfor den danske ambassade i Berlin mandag klokken 19.00.
Opdateres…
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2015/02/15/184150.htm


Leave a Reply