Den nat Sandra måtte flygte‏

Søren Strandman-Møller ssm@sondagsavisen.dk

Søndagsavisen har besøgt Danmarks mest hemmelige krisecenter – et safehouse for nydanskere i fare for familiens planer.
Da hun endelig finder den rigtige knap at ringe på og kommer ind på krisecenteret, bryder hun grædende sammen. Nu går det op for Sandra, hvad der er sket. At hun faktisk er flygtet fra den familie, der vil bortgifte hende ved tvang. Stående på gulvet med de få ejendele, hun fik med, bryder hun sammen. Det er nat, og Sandra er stukket af fra sin familie, som vil presse hende til at gifte sig med en mand, hun ikke elsker – og som hun kun har mødt ganske kort én gang til aftensmad.

»Dér følte jeg mig for første gang som en indvandrer…« Sandra bliver tavs og kigger op, mens hun smager på sine egne ord. Indvandrer. Hun er født her i landet, hendes dansk er perfekt, hun læser på universitet, er velreflekteret og veltalende. Hudfarven er den eneste måde, hvorpå hun umiddelbart skiller sig ud fra majoriteten af sine jævnaldrende her i landet.

Den mørke kvinde i 20’erne hedder slet ikke Sandra. Faktisk er det ikke engang det dæknavn, som hun har fået tildelt efter flugten fra familien. Men vi må end ikke skrive hendes dæknavn i avisen, for det kender alle andre beboere og personale i safehouset – hendes nuværende og aldeles hemmelige hjem, hvor hun har boet de seneste par måneder.

Her kan de være sikre

For dagen efter hun bankede på døren hos krisecenteret, blev hun kørt til en af Danmarks mest hemmelige adresser. Et safehouse for nydanskere med så store familiære problemer, at de er nødt til at gemme sig et sted, hvor ingen kan finde dem.

»Du skal stå af toget, gå over på busholdepladsen også kommer jeg og henter dig i en lille sort bil.« Det er Anita Johnsons enkle budskab og samtidig betingelsen for, at interviewet kan finde sted. Anita Johnsoner leder af safehouset. Jeg må ikke vide, hvor turen går hen. Et safehouse er så hemmeligt, at adressen ikke bliver udleveret til andre end personale og beboere.Ikke engang venligtsindede pårørende må komme forbi.

Vi er et sted på Sjælland. I et industrikvarter. Foran en stor, grå betonbygning med en anonym dør i siden. Uden skilte. Uden andet end en kortlæser med tastatur. Samt et diskret kamera, der holder øje med, hvem der er ønskede og uønskede gæster. Man træder ind i en lillegang, hvor en stor og langståltrappe fører op til endnu en dør. En sluse, der skal holde ubudne, forsmåede familiemedlemmer ude.

Opdraget til at tænke frit

Sandra er i bund og grundet mønstereksempel på god integration. Hendes forældre har opdraget hende til at tænke frit og selvstændigt.Til at tage vare på sit eget liv.

»Vi har altid levet med frihed under ansvar. Og min far har altid sagt, at mine søskende og jeg skulle uddanne os,« fortæller hun. Men da hun bliver voksen, sker der en ændring. Hendes far begynder at tale om, at hun snart skal giftes. Han begynder at præsentere mænd for hende. I begyndelsen afviser Sandra de bejlere, faderen disker op med. Hun slår det hen og tænker bare, at hendes far vil hende det bedste. Men en dag går det op for hende, at det er alvor; at det ikke bare er gode intentioner, at hun ikke længere har noget valg.

»Jeg kommer hjem en fredag og får besked om, at på søndag kommer den mand, jeg skal giftes med. Han skal spise med, så vi kan møde hinanden og nå at snakke sammen inden brylluppet.« Et bryllup som skal finde sted allerede én uge senere den kommende fredag. Der er kun ét at gøre for Sandra. At opføre sig helt normalt. Det bliver søndag. Manden kommer til middag. De spiser, men snakker ikke sammen.

»Det var også akavet forham. Det kunne jeg mærke.« Middagen er færdig, der bliver ryddet af, alle bryder op, og Sandras tilkommende tager afsked. Nu handler det bare om at vente. Lade som ingenting og vente.

»Da min mor sover, pakker jeg nogle ting og tager afsted.«

Et hjem for 23 personer

Der er plads til 23 personer i Danmarks eneste safehouse for personer med anden etnisk baggrund end dansk, der har været nødt til at flygte fra familien. Måske stod de over for et tvangsægteskab, måske ville de bryde ud af ét, måske fik de tæsk, blev låst inde eller truet med at blive sendt til et fjernt hjemland, der faktisk overhovedet ikke er det land, de føler sig hjemme i.

Der er mange grunde til, at man kanblive beboer i safehouset. Nu er det Sandras hjem,og hvor lang tid det skal være det, har hun ingen anelse om. »Jeg drømmer om at tage til Cuba og arbejde. Gerne på den danske ambassade som embedsmand,« siger hun. I første omgang handler det dog om at gøre universitetsuddannelsen færdig og så i løbet af noget tid at finde en lejlighed i en by, der ligger langt væk fra familien. Og så se, hvilken form for hverdag hun er i stand til at etablere. Familien har ringet og ringet, men Sandra tager ikke telefonen.

»Min søster har også skrevet sms til mig. Hun skriver,at hun savner mig og spørger, hvor jeg er henne. Jeg har ikke svaret.« Men Sandra er ikke i tvivl om, at de godt ved, hvad der er sket. At hun er stukket af og gemmer sig et sted, hvor de ikke kan nå hende.

Ingen ved, hvor hun er

»Jeg har fortalt et par veninder, at jeg er taget på et kvindehjem. De ved ikke,hvor jeg er, men jeg har bare sagt, at jeg er taget væk. Jeg er sikker på, at de har fortalt det til min familie.« Sandra har en kæreste. Lige nu ved hendes kæreste ikke andet, end at Sandra bor på et kvindehjem.

»Da vi mødte hinanden, troede jeg i starten, at han bare kunne snakke med min far, og så kunne vi blive gift. Men han sagde, at det ville min far aldrig acceptere.« Lige nu ved Sandra ikke, hvad der skal ske med dem. Hun ved heller ikke, om hun nogensinde får kontakt med sin familie igen, men hun håber inderligt, at hendes far kommer til fornuft.

»Det er ikke ham, der skal tilgive, det er mig. Det er jo ikke ham, det går ud over.Jeg håber, han falder til ro og kommer over det, når der går længere tid. Det håber jeg virkelig – både for hans skyld og for min egen skyld.« Men hvis hendes far fortsætter med at insistere på, at hun skal giftes bort tilden mand, han har udset til hende, ja så er det farvel for evigt.

Et hjem på ubestemt tid

»Så er det bare det. Det er ham, der bestemmer, at vi ikke skal ses. Jeg sagde til min far, at det ikke var ham, der skulle giftes, at det ikke var ham, der skulle dele seng resten af livet med en mand, man ikke elsker. Det vil jeg aldrig gå med til.« Sandra rejser sig og går ind på de 12-13 kvadratmeters værelse, der udgør hendes hjem på ubestemt tid. Selvom det alligevel ikke er et rigtigt hjem.

Søndag Avisen