Kommuner og relevante organisationer kan frem til den 18. august 2014 søge midler til forsøg med frivillige mentorer, der skal støtte unge på uddannelseshjælp i deres vej til uddannelse.
Foto: Colourbox.com
Unge, der modtager uddannelseshjælp, kan have behov for ekstra støtte og hjælp, når de skal gå fra offentlig forsørgelse til uddannelse. Kommuner og relevante organisationer kan derfor søge om midler til et forsøg med frivillige mentorer.
Der er samlet afsat tre millioner kroner til forsøget, som fordeles med én million kroner årligt i 2014, 2015 og 2016. Midlerne kan blandt andet bruges til at rekruttere mentorer og til introduktion, uddannelse, opfølgning samt administration. Det er et krav, at projekterne løber over alle tre år.
Ansøgninger skal sendes til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering og ansøgningsfristen er inden den 18. august 2014.
Frivillige mentorer for unge udspringer af kontanthjælpsreformen
Forsøget med frivillige mentorer blev vedtaget i forbindelse med kontanthjælpsreformen, der trådte i kraft 1. januar i år.
Med reformen blev kontanthjælpen afskaffet for unge under 30 år, der ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og erstattet af uddannelseshjælp og et uddannelsespålæg.
Uddannelsespålægget betyder, at at unge skal gå i gang med en uddannelse hurtigst muligt. For unge, der ikke umiddelbart har forudsætningerne for at starte på en uddannelse, betyder uddannelsespålægget, at de skal stå til rådighed for en indsats, der er rettet mod uddannelse.
http://bm.dk/Aktuelt/Nyheder/Arkiv/2014/06/Ny%20pulje%20stotter%20frivillige%20mentorer%20for%20unge
Udmelding af pulje til forsøg med frivillige mentorer for unge
Formål
Forsøget med frivillige mentorer for unge uddannelseshjælpsmodtagere skal understøtte, at denne gruppe unge tilbydes ekstra støtte og hjælp i overgangen fra offentlig forsørgelse til uddannelse og til fastholdelse i et liv med uddannelse.
Unge uddannelseshjælpsmodtagere er en gruppe, som der er et behov for at understøtte i at påbegynde og fastholdes i uddannelse.
Målet er at tilbyde unge uddannelseshjælpsmodtagere støtte via frivillige mentorer, som skal yde en støttende hjælp til denne gruppe af unge, således at de i højere grad kommer godt i gang med en uddannelse
Målgruppe
Målgruppen for forsøget omfatter såvel uddannelsesparate som aktivitetsparate unge.
Hvem kan søge?
Kommuner og relevante organisationer kan søge om midlerne i puljen.
Af hensyn til udbetaling af penge, regnskab mv., skal der være én (juridisk) ansvarlig person for ansøgningen, selvom der er flere samarbejdende parter i projektet. Kommunerne og relevante organisationer må gerne samarbejde om en ansøgning, men der skal derfor være én ansvarlig for selve ansøgningen, og eventuelle samarbejdspartnere kan underskrive en erklæring om samarbejde.
Økonomisk ramme
Der er samlet afsat 3 mio. kr. til puljen, som fordeles med 1 mio. kr. årligt i 2014, 2015 og 2016.
Ansøgeren skal udarbejde et budget og en tidsskitse for forsøget opdelt i tre perioder med delmål. Ansøgeren vil modtage støtten i tre rater på hver en mio. kr. For hvert år indsendes en status på forsøget, samt en ansøgning for midler til det kommende år. Midlerne vil blive udbetalt i forhold til, om de opstillede mål overholdes.
Forsøg skal igangsættes i 2014 og afsluttes med udgangen af 2016.
Tilskudsberettigede udgifter
Midlerne kan anvendes til rekruttering af mentorer, introduktion og uddannelse af mentorer, møder, opfølgning, administration o.l.
Krav til ansøgninger
1) Strategi for visitation til projektet
I ansøgningerne vil der blive lagt vægt på, at der er en klar strategi for, hvordan målgruppen visiteres ind i projektet.
2) Klare rammer for indholdet i projektet.
I ansøgningen skal der være en beskrivelse af, hvordan ansøgeren vil gribe forsøget an. Herunder en beskrivelse af,
•hvordan mentorerne rekrutteres og udvælges.
•hvordan mentorerne vil blive klædt på til opgaven.
•hvad der karakteriserer de unge, som vil få tilbudt en frivillig mentor.
•hvordan det bedste match mellem ung og mentor sikres.
•hvor mange unge hhv. ældre mentorer forsøget forventes at omfatte.
•hvilke opgaver – typisk – mentor skal varetage.
•om og hvordan ansøgeren vil støtte op om mentors opgaver.
•Hvordan tænkes midlerne anvendt.
3) Varighed af indsatsen
Det et krav, at projekterne strækker sig over alle tre år fra 2014 til 2016.
Videre proces
Puljen administreres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Administrationen af puljen følger de retningslinjer, der er for tilskud fra puljer, der administreres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, jf. Bekendtgørelse nr. 1173 af 8. oktober 2013 (Bekendtgørelse om administration af tilskud fra puljer under Arbejdsmarkedsstyrelsens og Styrelsen for Fastholdelse og Rekrutterings områder).
For at søge puljen skal det ansøgningsskema og budgetskema som findes på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering hjemmeside, anvendes.
Herefter skal ansøgninger sendes til Sara Margarite Otmishi sot@star.dk. I emnefeltet angives: ”Ansøgning til pulje for forsøg med frivillige mentorer”
Ansøgningsfrist
Ansøgninger skal være modtaget hos Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering inden den 18. august 2014.
Vurderingskriterier
Ved vurderingen af ansøgningerne vil der blive lagt vægt på en helhedsvurdering af kvaliteten af ansøgningen, herunder at der er en gennemarbejdet strategi for projektet og et realistisk budget. Derudover er det særligt visitationsstrategi og indhold i forsøget, der lægges vægt på.
Spørgsmål
Spørgsmål til puljen kan stilles til Sara Margarite Otmishi 72142070 og Camilla Behrend 72142048
http://ams.dk/da/Udbud-og-puljer/Puljer/Forsoeg%20med%20frivillige%20mentorer.aspx


Leave a Reply