Blodet flød under parlamentsvalget i Albanien, hvor tusindvis af politifolk ellers forsøgte at holde ro.
Albanerne har valgt et nyt parlament, men de 140 politikere, der skal udgøre den nye forsamling, er ikke blevet valgt ind under god ro og orden.
Da valglokalerne lukkede i dag klokken 19, var en oppositionsaktivist blevet dræbt under et skyderi i den nordlige by Luc. En kandidat fra det regerende Demokratiske Parti var blevet såret under samme skyderi, og det var to andre personer også.
»Det kan have noget at gøre med valget«, siger en polititalskvinde i byen, men hun vil ikke uddybe, før sagen er undersøgt til bunds.
6000 politifolk skulle sikre orden
Myndighederne havde ellers forsøgt at gøre noget for, at valget for de 3,2 millioner vælgere kunne foregå fredeligt.
Der var udkommanderet 6000 politifolk til at sikre valghandlingen.
Siden kommunismens sammenbrud for 20 år siden har albanske valg dog ikke været noget, der minder om valg i for eksempel Skandinavien.
Der har været vold ved valgene, og der er blevet snydt, så vandet drev.
Kandidater beskyldte hinanden for stemmekøb
Allerede inden søndagens valg føg det også i luften med beskyldninger.
Den konservative premierminister Sali Berishas parti, Det Demokratiske Parti, og den socialistiske opposition beskyldte hinanden for at have købt sig til stemmer.
Noget af det samme skete ved valget i 2009, og det førte til måneder med politiske spektakler og en handlingslammet regering.
Det ventes, at stemmerne er talt op i morgen, men det er ikke klart, hvornår valgresultatet bliver kendt.
Allerede her til aften udråbte både Det Demokratiske Parti og Socialisterne sig som valgets vinder.
Valgkommissionen, der skal godkende valget, er ude af funktion, da tre af de syv medlemmer forlod kommissionen i april. De er stadig ikke erstattet.
Omkring 600 udenlandske valgobservatører har fuldt med i valget.
Skuddrama ved albansk valg: En død og to såret
En skudveksling udspillede sig i forbindelse med parlamentsvalget i Albanien – en aktivist blev dræbt.
En albansk oppositionsaktivist er dræbt og mindst to andre er såret i forbindelse med en skudepisode i dag, hvor der er parlamentsvalg i landet.
Skudvekslingen skete uden for et valgsted i den nordvestlige del af landet i byen Lac.
Ifølge politiet er den døde en 53-årig mand ved navn Gjon Pjeter Gjoni, som var aktivist for Socialistpartiet.
Premierministerkandidat er såret
Mhill Fufi, som er kandidat til premierminister Sali Berishas regerende parti, blev såret under skudvekslingen. Også en anden mand blev såret ved episoden tæt ved valgstedet.
Lederen af det socialistiske parti Edi Rama, som går efter premierministerposten, har aflyst sin tur til stemmeurnen i Lac efter nyheden om skudvekslingen.
ritzau
politiken.dk
Per”Alba – Dansk” Shkodrani



Leave a Reply