
Sanne Fahnøe sf@sondagsavisen.dk
Flere politikere har dobbeltmandater i det nye folketing. Nogle tjener det samme som ministre, viser opgørelse
Fotos: Colourbox og Scanpix
Nogle menige folketingspolitikere tjener på den gode side af en million kroner om året, fordi de har poster i kommunalbestyrelser og regionsråd. Hele 28 medlemmer af det nye folketing har en eller flere lønnede kommunale poster, og flere af dem kan også skrive viceborgmester eller rådmand på cv’et ved siden af deres medlemskab af Folketinget. Det er tre flere end i sidste valgperiode. Det viser en kortlægning af samtlige 179 medlemmer af Folketinget, som Søndagsavisen har foretaget. Og det kan sende et dårligt signal til vælgerne.
»Faren ved det er, at nogle vælgere kan få den opfattelse, at politikerne er grådige og går efter at få fat i så mange ben som muligt, og det er problematisk,« siger professor og valgforsker på Aarhus Universitet Rune Stubager.
De folketingsmedlemmer, som har tunge poster i det kommunale, kommer på højde med de lavest lønnede ministre i regeringen, som årligt tjener 1,2 millioner kroner. For eksempel tjener Venstres Jan E. Jørgensen mindst 1,1 million kroner, fordi han ved siden Folketinget er rådmand på Frederiksberg – en post, der ikke er et fuldtidsjob som i andre kommuner, oplyser han. Og Liselott Blixt er både sundhedsordfører for Dansk Folkeparti og viceborgmester i Greve Kommune og tjener også mindst 1,1 million kroner på de to poster.

Disse politikere tjener over en million kroner om året
Vi har medtaget de tre politikere, der tjener mest på deres kommunale poster. Vi har ikke medregnet eventuelle bestyrelsesposter eller bijob, som nogle politikere også har ved siden af. Kilder: Ft.dk, Altinget.dk, Ugebrevet A4. Fotos: Scanpix
De forbyder det
Alle de røde partier har en regel imod dobbeltmandater, så det er kun hos Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, det forekommer.
»Grundlæggende er det et fuldtidsjob at være medlem af Folketinget, og man har mere end rigeligt at se til der,« siger partisekretær for Socialdemokraterne Lars Midtiby.
Men Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti mener godt, at hun kan kombinere sit job som viceborgmester med hvervet i Folketinget.
»Det er faktisk positivt, at jeg både er så lokalt forankret og er repræsenteret i Folketinget. Men folketingsarbejdet er det, der kommer først,« siger Liselott Blixt.
Men hvordan har du tid til begge dele?
»Selvfølgelig skal jeg have tid til mit arbejde, ellers havde jeg ikke gjort det. Det kan lade sig gøre, fordi jeg har et byråd, der samarbejder med mig,« siger hun og peger på, at møderne bliver lagt, når der er mødefri i Folketinget.
Hvordan har du det med, at du får så højt et vederlag ved siden af dit job i Folketinget?
»Det er jo ikke mig, der har bestemt reglerne. Jeg har siddet og stemt nej til, at vi skulle have endnu mere i vederlag.«
De mange poster og høje lønninger er noget af det, der kan betyde, at tilliden til politikerne ligger på linje med tilliden til brugtvognsforhandlere, vurderer valgforsker Rune Stubager.
»Det kan meget vel sætte sig i lavere tillid til politikerne blandt vælgerne og dermed potentielt lavere tilbøjelighed til at rette sig efter den lovgivning, de producerer.«


Leave a Reply